Den islandsk teksten og tolkinga av denne er henta frå Finnur Jónssons Den norsk-islandske Skjaldedigtning. Tolkinga er rein prosa, utan forsøk på poetisk gjendikting av kjenningar og andre språklige element.

Den nynorske versjonen er gjengitt etter Snorres Kongesoger, omsett av Steinar Schjøtt og Hallvard Magerøy. HJ = Soga om Håkon jarl, OT = Soga om Olav Tryggvason (med kapittelnummer).

Vellekla:

Islandsk		Tolking		Snorre
1. Hugstóran biðk heyra, heyr jarl Kvasis dreyra, foldar vörð á fyrða fjarðleggjar brim dreggjar.		Jeg beder landets modige bevogter at høre mit digt; hør, jarl, på kvadet.
2. Ullar gengr of alla asksögn, þess 's hvöt magnar byrgis böðvar sorgar, bergs geymilá dverga.		Digtet høres af dens hele mandskab, som gør kampen stærk
3. Hljóta munk, né hlítik, Hertýs, of þat frýju, fyr örþeysi at ausa austr víngnóðar flausta.		Jeg vil komme til at frembære mit digt for søkrigeren; jeg vil ikke lade meg særlig oppfordre dertil.
4. Þvít fjölkostigr flestu flestr ræðr við son Bestlu (tekit hefk morðs til mærðar) mæringr an þú færa.		Ti alle andre fyrster med mange dygtige egenskaber har langt mindre at sige hos Bestlas søn (Odin) end du; jeg er begyndt at digte om kampe.
5. Eisar vágr fyr (vísa verk) rögnis mér (hagna), þýtr Óðrøris alda (aldr) hafs við fles galdra.		Digtet fremføres af mig; bedrifterne vil alltid pryde fyrsten; digtet lyder højt.
6. Nú 's þats Boðnar bára, berg-Saxa, tér vaxa, gervi í höll ok heyri hljóð fley jöfurs þjóðir.		Nu vokser mit digt; fyrstens mænd give lyd i hallen og lytte til digtet.
7-13 (ca 962-965)     Håkon strir for makta, hemner drapet på faren:
7. Ok oddneytir úti eiðvandr flota breiðan (galðr) í Göndlar veðrum (gramr svafði bil) hafði, ok rauðmána reynir rógsegl Heðins bóga upp hóf jöfra kappi etju lund at setja.		Og den edtro kriger havde en stor flåde ude i Gønduls storme (søkampe); den glade fyrste dræbte al nølen; og krigeren løftede fuld af iver skjoldet for at dæmpe fyrsternes stridbare sind.		(HJ 1) Eid-faste odd-fløygjar hadde ute sin breie flåte i Gonduls uver; gramen seg gledde, drygde ikkje lenge. Og hær-drotten hevja hardhendt skjolden opp-føre, da han stridshugen sterke stagga hos kongane stride
8. Vasat ofbyrjar örva odda vífs í dífu sverða sverrifjarðar svanglýjaði at frýja; brakrögnir skók bogna (barg ofþyrmir varga) hagl ór Hlakkar segli hjörs (rakkliga fjörvi).		Der var ingen grund til at bebrejde krigeren hans optræden i kampen; han rystede pilene ud af sit skjold; ulvens føder frelste modigt sit liv.		Hugheilt han hogg og riste haglet av piler frå bogar av or skjolden; og uspart ulvane gav han føde. ikkje turvte ein laste jarlen for skort på djervleik; i den harde striden livet sitt han berga.
9. Mart varð él, áðr, Ála austr lönd at mun banda randar lauks, af ríki, rœkilundr of tœki.		Mangen kamp blev holdt af kraft, før krigeren ifølge gudernes vilje fik landene i østen i sin magt.		Mangt eit tak det turvtest å take før den djerve ervde landa auster etter gudanes vilje
10. Berk fyr hefnð, þás hrafna (hljóm) lof (togins skjóma hann nam) vörðr (at vinna) vann síns föður hranna.		Jeg frembærer lovord for den hævn, søkrigeren tog for sin fader; han voldte det dragne sværds klang.		For hemnen han tok for far sin, han som sjøhestar gjeter, fram ber eg lov; han lærte ljomande sverd å svinge
11. Rignði (hjörs) á hersa (hríðremmir) fjör víða (þrimlundr of jók Þundi þegns gnótt) méilregni, ok hald-Viðurr hölða haffaxa lét vaxa Laufa veðr at lífi lífköld Háars drífu.		Spydregnen faldt videnom på hersers liv; den kamplystne kriger forøgede antallet af Odins mænd, og skibets styrer lod den livkolde sverdstorm vokse mod odelsbønders liv i kampen.		Over hovud på hersar hølja våpen-regnet; oddri-vekkjaren auka Odins følgje monleg. Likeins mot liv åt hauldar let havhestens tøymar vekse av sverd eit ver-el, vilt, med daudkald drive.
12. Hjalmgrápi vann hilmir harðr, Lopts vinar, barða því kom vöxtr í Vínu vínheims fíandr sína, at forsnjallir fellu fúrs í Þróttar skúrum (þat fær þjóðar snytri) þrír jarls synir (tíar).		Den hårdføre fyrste slog sine fjender med hjælmens hagl; derfor kom der vækst i mit digt, fordi tre meget modige jarlesønner faldt i kampen. Det giver folkeoppdrageren ry.		HJ 10 Sine fiendar fekk han slege, føraren harde, med hjelm-storm; av dette kom det vokster i skaldens pris til sin herre. At jarlesøner tre laut late livet i sverde-ria, våpendjerve alle, Det auka æra til fyrsten.
13. Hvarfat aptr, áðr erfðan, óðstafr, föður hafði, (herforðuðr réð Hörða) hjörveðrs (konungr fjörvi); varðat Freyr, sás fœri, folkskíðs né mun síðan, (því bregðr öld við aðra) jarls ríki framm slíku.		Krigeren vendte ikke tilbage, før end han havde hævnet sin fader; han fik Hørdekongens liv i sin magt; der har aldrig været nogen, og der vil aldrig fødes nogen kriger, som har vist sig i besiddelse af en sådan jarlemagt. Derom forteller den ene den anden og berømmer det.
14-25 (ca 965-976)     Håkon gjenreiser hov og tar makta i det meste av landet:
14. Sjau fylkjum kom silkis (snúnaðr vas þat) brúna geymir grundar síma grandvarr und sik (landi).		Den retskafne silkebåndprydede høvding underlagde sig syv fylker; det var en lykke for landet.		OT 16 Den rettvise, høge hovding han som silkeband sveiper     kring panna, sju fylke la under sitt velde; til lukke vart det for landet
15. Öll lét senn enn svinni sönn Einriða mönnum herjum kunnr of herjuð hofs lönd ok vé banda; at veg jötna vitni valfalls of sæ allan (þeim stýra goð) geira garðs Hlóriði farði.		Den kloge, af folket velkendte, lod snart alle Tors og guders hærjede tempellande blive sande helligdomme for folket; krigeren bragte over enhver havdel med sig vidnesbyrd om mandefald hjem til bjærgene(?). Ham styrer gudene.		Framvis folkestyrar let frede og setje i lag att hov-land åt heidne gudar og heilagdommane alle. Sidan over sjøen og landet fyrsten førte saka si til siger; gudane honom styrer.
16. Ok herþarfir hverfa (Hlakkar móts) til blóta (rauðbríkar fremsk rœkir ríkr) ásmegir (slíku); nú grœr jörð sem áðan, aftr geirbrúar hapta auðrýrir lætr áru óhryggva vé byggva.		Og de nådige guder vender sig til blotene; den mægtige kriger vinder heder ved sligt; nu er jorden frugtbar som tilforn; den gavmilde mand lader krigerne igen glade befolke gudernes tempel.		Og dei milde æser atter sin hug vender til blota; framifrå fagnad han får av slikt, den gjæve. No gror jorda som jamnan ho gjorde fordom; atter hugmild hovding let folket hus for gudane byggje.
17. Nú liggr alt und jarli (imunborðs) fyr norðan (veðrgœðis stendr víða) Vík (Hákonar ríki).		Nu ligger hele landet nord for Viken under jarlen; Hakon, krigerens, magt er vidtudstrakt.		No ligg under jarlen alt nordafor Vika, herredømmet åt Håkon, hærkjempa, vidt seg breier.
18. Engi varð á jörðu ættum góðr, nema Fróði gæti-Njörðr, sás gerði, geirbríkar, frið slíkan.		Ingen højbåren kriger fødtes på jorden, der bevirkede en sådan fred, undtagen Frode
19. Enn reið öðru sinni jarl borðmörum norðan; söngherðir lét sverða, sótt Ragnfreði at móti.		Atter for anden gang tog jarlen på sine skibe nordfra; krigeren begav sig til et møde (kamp) med Ragnfrød.
20. Hóf und hyrjar kneyfi (hraut unda fjölð) Þundar þat sleit víg á vági, vandar dýr at landi; né fjölsnerrinn fyrri fémildr konung vildi (vægðit jarl fyr jöfri) Yggs niðr friðar biðja.		Skibene med krigeren ombord førtes (af strømmen) til land; det afbrød kampen på søen; sårenes mængde lød højt; ikke vilde den krigerske, gavmilde efterkommer av Odin først bede kongen om fred. Jarlen gav ikke efter for kongen.
21. Búinn lézk valdr, ef vildi valmey konungr heyja, hölða morðs at halda (herr fell of gram) velli.		Krigeren erklærede sig villig til at holde stand på kampplassen, hvis kongen vilde kæmpe; hæren var falden omkring kongen.
22. Hitt var meir, at Mœra morðfikinn lét norðan folkverjandi fyrva för til Sogns of görva; ýtti Freyr af fjórum folklöndum (sá branda Ullr stoð af því allri yrþjóð) Heðins byrjar.		Det skete fremdeles, at den norske fyrste lod, kamplysten, mændene gøre et tog nordfra til Sogn. Krigeren lod skibe støde fra land i fire fylke; han så, at hele folket ville høste gavn deraf.		OT 18 Sidan det hendte at han som for Møre verjemål åtte, den framdjerve, norda let fare et ferd til Sogn av menner. Flokkar av hærfolk frå fire folkland hovdingen samla; dette tiltaket styrte den store krigarfyrsten.
23. Ok til móts á Meita múkhurðum framm þurðu með svörgœli Sörva sjau landrekar randa; glumði allr, þá er Ullar eggþings Heðins veggjar (gnótt flaut nás fyr nesjum) Nóregr, saman fóru.		Og syv fyrster ilede fremad på de smidige skibe med krigeren til kamp. Det gav genlyd i hele Norge, da krigerne drog samlede til kampen. En mængde lig flød udenfor næssene.		Og til skjoldting segla sju landsherrar andre med fræge føraren, han som med føde ramnane gjøder. Da hærane saman tørns, heile Noreg dunde; nøgda det flaut frammed nesa av nåkalde menneskekroppar.
24. Varð fyr Vinða myrði, víðfrægt, en gramr, síðan gerðisk mest at morði mannfall, við styr annan; hlym-Narfi bað hverfa hlífar flagðs, ok lagði Jalks við öndurt fylki öndur vörp, at landi.		Kongen blev truffen af Vendernes banemand (Hakon) i den anden krig, og siden oppstod der et voldsomt, viden om bekendt mandefald i kampen; krigeren bød da at vende ind til landet, og han lagde med sine skibe(?) til fylkets spids.		I andre odd-striden jarlen, øyeleg for vender, mot gramen seg vende og valda ei mannefall som vart vidspurt. Stridsmannen bad dei styre stamnane inn mot landet og heldt med sine hærskip til hyrnet av sitt fylke.
25. Ströng varð gunnr, áðr gunnar gammi nás und hramma þröngvimeiðr of þryngvi þrimr hundruðum lunda; knátti hafs at höfðum (hagnaðr var þat) bragna folkeflandi fylkir fangsæll þaðan ganga.		Der blev en voldsom kamp, før det lykkedes krigeren med magt at lade tre hundreder falde under ørnens klør; den bytterige, kæmpende fyrste kunde gå fra kamppladsen ned til søen over mændenes hoveder. Det (sejren) var en lykke.		Dragsmålet hardt og drygt var, før dådsterke hoving lagde under kloa åt hærfuglar hækne tre hundre mannekroppar. Fengdsæl fylking-førar far derfrå kunne over hærmenns hovud; heppeleg var dette.
26-32 (ca 976)     Håkon forsvarer Danevirke og reiser heim:
26. Hitt var auk, at eykir aurborðs á vit norðan und sigrunni svinnum sunnr Danmarkar runnu, ok holmfjöturs hjalmi Hörða valdr of faldinn Dofra danskra jöfra dróttinn fund of sótti.		Det skete fremdeles, at skibene løb nordfra med den kloge kriger sydpå til Danmark; og Hørdernes hersker, Dofres drot med skrækkehjelmen, søgte til møde med den danske konge.		OT 26 Heretter havhestar mange hasta på utferd norda under den årvake førar over sjøen til Danmark, og Hordalands herre - på høge hovudet øyeshjelmen - Dovre-drotten søkte med danske hovingar møte.
27. Ok við frost at freista fémildr konungr vildi myrk- Hlöðvinjar -markar morðalfs, þess 's kom norðan, þás valserkjar virki veðrhirði bað stirðan fyr hlym-Njörðum hurða Hagbarða gramr varða.		Og Jyllands gavmilde konge ville prøve krigeren, der var kommen nordfra ved vintertide, dengang da kongen bød den ubøjelige kriger at forsvare Danevirke mot fjenderne.		Og i vinters velde ville det skogmørke Jyllands rauste konge røyne krigaren, nordantil kommen, den gong da den djerve drakestyrar vart bodsend frå gramen til å verje Virket mot fiendflokken.
28. Varat í gögn, þótt gerði garð-Rögnir styr harðan, gengiligt at ganga geirrásar, her þeira, þá er með fylki Frísa fór gunn-Viðurr sunnan (kvaddi vígs) ok Vinða (vágs blakkriði) Frakka.		Det var ikke lokkende at imod deres hær, uagtet krigeren gjorde en hård kamp, da krigeren trængte frem sydfra med sine skarer af Friser, Franker og Vender; krigeren (Hakon) æggede til kamp.		Helst var det lite hagleg mot hæren deira å gange, enda jarlen gjorde hjelm-storm hard og gagnleg, da med fylking av frisar, av frankar og av vender storkongen sunnan søkte; men til strid sjøkjempa eggja.
29. Þrymr varð logs, er lögðu leikmiðjungar, Þriðja, (arngreddir varð) odda (andvígr) saman randir; sundfaxa kom Söxum sœki-Þróttr á flótta, þar svá gramr með gumnum garð yrþjóðum varði.		Der opstod en kamp, hvor krigerne førte skjold frem mod hinanden; krigeren stillede sig til kamp; søhelten bragte Saxerene til at fly; således forsvarede fyrsten dér volden med sine mænd mod fjenderne.		Døn det vart da dei djerve dunde med skjoldane saman; verjaren ville ei vike i den ville odde-gnyen. For honom som sjøhesten salar, saksane unna laut rømme; vel da gramen varde vollen mot fiendflokken.
30. Flótta gekk til fréttar felli-Njörðr á velli, draugr gat dolga Ságu dagráð Heðins váða, ok haldboði hildar hrægamma sá ramma; Týr vildi sá týna teinlautar fjör Gauta.		De flygtendes fælder foranstaltede en frett (orakel) på slætten; krigeren oppnåede en gunstig dag til at kæmpe, og han så to varselstærke ravne; den kriger vilde tilintetgøre Gøternes liv.		OT 27 Fiendehærens forfølgjar til frettar gjekk på vollen og fekk det svar at dagen dugde vel til hærferd. To slagfuglar sterke såg da hovdingen flyge; hærkjempa da seg tenkte å tyne livet åt gautar.
31. Háði jarl, þars áðan engi mannr, und ranni hyrjar þing, at herja, hjörlautar, kom, Sörla; bara maðr lyngs in lengra loptvarðaðar barða (alt vann gramr of gengit Gautland) frá sæ randir.		Jarlen holdt, dækket af skjoldet, kampe hvor ingen mand før var kommen for at herje; ingen har ført guldprydede skjolde længere op fra havet; fyrsten trængte til fots gennem hele Gøtland.		Hær-leik heldt no jarlen, der føre honom ingen mann under malmsterk huve makta hadde å herje. Ingen opp frå sjøen enno så langt har bore gullslegne skjoldar; gjennom alt Gøtaland vann han fare.
32. Valföllum hlóð völlu, varð ragna konr gagni, hríðar áss, at hrósa (hlaut Óðinn val) Fróða; hver sé if, nema jöfra ættrýri goð stýra?; rammaukin kveðk ríki rögn Hákonar magna.		Krigeren ophobede valdynger på marken; gudernes ætling kunde rose sig af sejren; Odin fik val; hvilken tvivl kan der være om, at guderne styrer fyrsternes slægtforringer; jeg mener, at de overvældende stærke guder gør Hakons magt stærk.		Stridsvekkjaren strådde stranda med lik av falne; sin ættmann gav æsene siger, Odin fekk eige valen. Greitt er at gudar jarlens gang imot kongar styrer; sterke makter, eg seier, styrkjer Håkons velde.
33     Skalden ser ut til å avslutte diktet:
33. Gollsendir lætr grundar (glaðar þengill her drengja), hans mæti knák hljóta, hljót Yggs mjaðar njóta.		Manden (jeg) lader fyrsten nyde digtet; jeg modtager hans kostbarheder (som gave); fyrsten glæder mændernes skare.
34-36 (ca 986)     Slaget i Hjørungavåg:
34. Hjalmföldnum, bauð hildi hjaldrörr, með Sigvalda hinn 's fór í gný Gunnar gunndjarfr Búi, sunnan.		Den kampdjerve Bue, som kom, kamplysten, til kamp sydfra med den hjælmbedækkede Sigvalde, tilbød kamp.
35. Né sigbjarka serkir sómmiðjungum rómu Háars við Högna skúrir hléðut fast of séðir.		Ikke beskyttede brynjerne, skønt stærkt sammenføjede, krigerne under heltens angreb.
36. Fjallvönðum gaf fylli, fullr varð, (en spjör gullu) herstefnandi hröfnum, hrafn á ylgjar tafni.		Hærstyrerern gav de fjældvante ravne føde, og spydene klirrede; ravnen mættede sig ved de falne.
37     Avsluttande hylling av jarlen:
37. Hvar viti öld und einum jarðbyggvi svá liggja (þat skyli herr of hugsa) hjarl sextían jarla?; þess ríðr fúrs með fjórum faldleikr Heðins reikar logskundaðar lindar lofkendr himins endum.		Hvor ved man et sejsten jarlers land således være én jordboer (odelsejer) underkastet?; det skulde folket betænke; den gavmilde høvdings kampry svæver lovprist under alle himlens fire hjørner.		OT 45 Kvar elles har folk høyrt gjete - det bør hans menn seg merke - ein jarl som åleine råder for rika til seksten andre? Til alle heimsens endar ordet no seg breier om den høge hovdings heiderrike storverk